Forord

Mod til at tage ansvar i modvind

Mens klodens temperatur i 2024 for første gang oversteg Parisaftalens hensigt, kom den grønne omstilling af energisystemet i modvind. Med andelshaverne i ryggen investerede Andel historisk højt for at tage ansvar i kampen mod klimakrisen og foretog nødvendige prioriteringer, der skal skabe værdi for andelshavere, kunder og samfund.

Kan man blive ved med at tale om turbulens, når rystelserne efterhånden er så mange og lange, at de rolige stunder fremstår som flygtige glimt? 

De seneste år har Andel, resten af erhvervslivet, den danske befolkning, beslutningstagerne og verdenssamfundet navigeret gennem alt fra COVID-19-pandemien til forstyrrede forsyningskæder, voldsom volatilitet på energimarkederne, en
energikrise i fuld udblæsning, krig i Europa, geopolitisk uro og et højaktuelt syn på forsyningssikkerhed og energi som central sikkerhedspolitik.

For slet ikke at tale om de drastiske og tiltagende konsekvenser af klimaforandringerne.

Set i det lys blev 2024 desværre ingen undtagelse.

Ødelæggende oversvømmelser i Spanien, orkaner i USA, naturbrande i Brasilien og en hedebølge i Vestafrika stod frem som lysende eksempler på de ekstreme vejrforhold, som klimaforskere peger på får gunstigere betingelser af den stigende temperatur.
Med en gennemsnitlig temperatur på 1,6 °C over niveauet før den industrielle tidsalder endte året som det varmeste nogensinde målt. Så varmt, at verden for første gang krydsede Parisaftalens hensigt om ikke at overstige 1,5 °C. 

En aftale, USA i 2025 for anden gang er på vej ud af.

Det er intet under, hvis man tager sig selv i at tænke, at det ser lidt sort ud for tiden.

Så meget desto vigtigere er det, at Andel og mange andre bliver ved med at insistere på at skabe en grønnere fremtid. Insistere på en fremtid uden fossile brændsler. Insistere på at bremse klimaforandringerne og efterlade en klode til de kommende generationer,
vi kan være bekendt. 

For nok mødte den grønne omstilling af energiforbruget i 2024
modvind. Men den er på ingen måde aflyst. 

2024-status på udvalgte ejerløfter
Andel investerer min. 1,5 mia. kr. pr. år i elnet og ladenetværk til elbiler frem til 2030

Andel investerede i 2024 mere end 3 mia. kr. i elnet og ladenetværk til elbiler via datterselskaberne Cerius, Radius Elnet, Nexel og Clever.

Min. 50% af andelshaverne skal i 2030 vide, at de er andelshavere

Det gennemsnitlige andelshaverkendskab blev i 2024 styrket markant og landede på 38% mod 25% i 2023. Kendskabet toppede i marts med 52%.

Min. 20% af andelshaverne stemmer ved valg til repræsentantskabet i 2030

Rekordhøj gennemsnitlig stemmeprocent på 13,3% ved repræsentantskabsvalget i 2024 i Faxe, Køge, Ringsted og Vordingborg kommuner.

Har skruet markant op for investeringerne

I et udfordrende 2024, hvor ord og skåltaler for alvor blev tryktestet, skruede vi i Andel kraftigt op for vores bidrag til en grønnere og mere digital fremtid.

Skal vi som samfund accelerere den grønne omstilling, kræver det indsatser og investeringer over en bred kam af teknologier på tværs af værdikæden fra energiproduktion til infrastruktur og forbrug. Med samlede investeringer for 4,8 mia. kr. på tværs af koncernen øgede vi vores investeringsniveau med 39% i forhold til
den hidtidige rekord på 3,4 mia. kr. fra 2023. 

I lighed med tidligere år gik store dele af pengene til at udbygge elnettet i Østdanmark, investere i fibernet i Region Sjælland og udrulle ladenetværk landet over. Som noget nyt gik der i 2024 også et større trecifret millionbeløb til investeringer i ny vedvarende energiproduktion. 

Samtidig blev Andel, vores samarbejdspartnere og resten af branchen udfordret af en hastigt skiftende virkelighed i særligt markedet for investeringer i vedvarende energiproduktion.

En ny virkelighed, som gav os grund til at genbesøge vores investeringsplan.
Ikke for at sænke ambitionerne, men for at sikre, at investeringerne skaber mest mulig grøn omstilling for pengene og derigennem mest mulig værdi for andelshavere,
kunder og samfund. 

Demokratisk ejerform sikrer langt sigte 

Når Andel selv i udfordrende tider kan investere langsigtet og tålmodigt, skyldes det i høj grad vores unikke ejerform som andelsselskab. 

Med et stærkt bagland i ryggen vægter vi ansvaret for at skabe en grønnere og mere digital fremtid over at jagte kortsigtet profit. Det kan vi tillade os, fordi koncernen er finansielt robust, og vi samtidig oplever en stærk opbakning til ikke at tænke i år, men i årtier.

Nye stemmer i Lolland Kommune

Efter opkøbet af Nakskov Elnet i 2024 kunne borgerne i Nakskov for første gang stemme ved det netop afholdte valg til repræsentantskabet i 2025 i Lolland Kommune.

Ved overtagelsen af Nakskov Elnet sagde vi i juni velkommen til omtrent 8.200 nye andelshavere. De kommer ind i fællesskabet i en tid med stor interesse i energipriser, energiforbrug og den nødvendige grønne omstilling af klodens energisystemer.

Valget til repræsentantskabet i 2024 i Faxe, Vordingborg, Ringsted og Køge kommuner endte med den hidtil højeste gennemsnitlige stemmeprocent på 13,3%. Sideløbende fortsætter arbejdet mod målet i Andels værdiskabelsespolitik om, at mindst 20% stemmer ved valget til repræsentantskabet i 2030. 

For at klæde andelshaverne bedst muligt på til rollen som repræsentantskabsmedlem, opnå det bedste udgangspunkt
for en bred repræsentation og skabe et fælles fundament for debatter og dialoger lancerede vi i 2024 Andel Academy. 

Et uddannelsestilbud til repræsentantskabsmedlemmerne, som giver indsigt i til tider komplekse områder som årsrapportering, elsystemet, elmarkedet og den grønne omstilling. Vi forventer,
at tiltaget vil styrke de allerede værdifulde dialoger mellem repræsentantskabet,
bestyrelsen og direktionen. 

VE-ambitioner sat på prøve 

Særligt vores ambitioner om at investere i vedvarende energiproduktion mødte i 2024 modstand. Ved indgangen til året var forventningen, at den første store solcellepark i Andels partnerskab med Better Energy skulle tilsluttes i løbet af året. 

Nogle gange går tingene imidlertid ikke, som man håber. Kort før jul gik Better Energy i rekonstruktion, og i stedet for sammen at fejre nettilslutningen af partnerskabets første solcellepark brugte vi månederne omkring årsskiftet på at afklare fremtiden for fire aftalte solcelleparker. Efter den nuværende plan kan disse færdiggøres i løbet af 2025 og 2026.

Nok mødte den grønne omstilling af energiforbruget i 2024 modvind. Men den er på ingen måde aflyst.

Inden for havvind blev den nye virkelighed i markedet klar for alle i december, da der ingen bud kom på at opføre tre havvindmølleparker i den danske del af Nordsøen.

Vi er meget interesserede i at opføre havvind i Danmark. Som en formålsdrevet virksomhed ligger det i vores kerne at skabe værdi ved at bidrage til en bæredygtig udvikling af samfundet. 

Som den tidligere italienske premierminister og chef for Den
Europæiske Centralbank (ECB) Mario Draghi fastslog i en meget omtalt rapport i efteråret, reducerer en kraftig udbygning af vedvarende energi i Europa ikke blot CO2
-udledning. Det sænker også energipriserne, skaber arbejdspladser og styrker Europas
konkurrenceevne og sikkerhed. 

Samtidig må vi konstatere, at betingelserne for at investere i vedvarende energiproduktion har ændret sig fundamentalt, siden vi i 2022 fremlagde investeringsplanen med forventede investeringer på i alt 90 mia. kr. frem mod 2035. 

Ambitionen lød at lægge halvdelen i områder som vind, sol, Power-to-X og energilagring. Men når markedet ændrer sig, er det også vores opgave som ansvarlig virksomhed at kigge på, om brikkerne fortsat står rigtigt på spillepladen, så Andels
investeringer skaber mest mulig grøn omstilling for pengene.

Andel er langsigtet medejer af Ørsted

Andels ejerandel i Ørsted baserer sig på et strategisk valg om at være aktør inden for
energiproduktion. Siden Ørsteds børsnotering i 2016 har vores aktiepost bidraget med en positiv
kursregulering, realiseret avance og udbytter på i alt 10,8 mia. kr.

I den forbindelse vil det være uforsvarligt af os at investere store milliardbeløb i eksempelvis havvind, hvis vi ikke kan regne dem hjem igen. Eller hvis Andel med et øget fokus på fleksibilitet og forbrug kan være med til at skabe forudsætningerne for, at det
igen bliver relevant at accelerere udbygningen af ny vedvarende energiproduktion i Danmark. 

Det ændrer ikke på, at havvind er en essentiel teknologi i bekæmpelsen
af klimaforandringerne. Eller at Danmark er et fantastisk land til havvind. Vores håb er, at alle relevante kræfter samles om at finde den rette udbudsmodel, så vi kan komme
videre med udbygningen af vedvarende energiproduktion. 

Derfor er vi også glade for, at regeringen har slået fast, at Danmarks elforbrug skal dækkes af vedvarende energi, og at man gennem en række nye initiativer vil sikre, at flere vindmøller kommer til at snurre i danske farvande. 

Andelshaverkendskab i stor fremgang 

På repræsentantskabsmødet i april takkede Jens Stenbæk af efter syv år som bestyrelsesformand. Han blev afløst af Bart Gyldenløve Roetink som ny bestyrelsesleder, mens Lone Hass blev viceleder. 

Den nye bestyrelsesledelse blev dannet i kølvandet på, at Andel kortvarigt ramte et pejlemærke i værdiskabelsespolitikken: At minimum halvdelen af andelshaverne i 2030 skal vide, at de er andelshavere. 

I marts toppede kendskabet således på hele 52%. Knap så overraskende skete det samtidig med, at vi kommunikerede intensivt om, at andelshaverne kunne få udbetalt 2.500 kr. med baggrund i koncernens ekstraordinære overskud tilbage i 2022. 

Ved afslutningen af udbetalingen havde Andel udbetalt 804 mio. kr. til de mere end 93% af andelshaverne, som havde meldt sig til at modtage udbetalingen. 

Det høje andelshaverkendskab lige omkring udbetalingen er selvsagt mere en kuriositet end en rettesnor for det fremtidige kendskab. Mere retvisende er vi begejstrede over, at det gennemsnitlige andelshaverkendskab for hele 2024 steg markant til 38% mod 25% i 2023 og 22% i 2022. 

Kundebase vokser i stigende konkurrence 

Andels omsætning lød i 2024 på 83.544 mio. kr., mens driftsresultatet (EBITDA) landede på 3.070 mio. kr., svarende til en stigning på 18%. Årets resultat før skat og kursregulering af koncernens aktiepost i Ørsted endte på -42 mio. kr., hvilket anses som tilfredsstillende i lyset af de udfordrende omstændigheder. På bundlinjen kom vi ud af 2024 med et resultat efter skat på -1.167 mio. kr. 

Den største, enkeltstående påvirkning i regnskabet stammer fra Ørsteds faldende aktiekurs i 2024, der bidrager til årets resultat med et urealiseret kurstab på 1.055 mio. kr. 

I forretningsområdet Energiproduktion udviklede omsætning og driftsresultat sig negativt som følge af bl.a. mindre vind og lavere priser end forventet. 

Inden for Infrastruktur udviklede både omsætning og driftsresultat sig positivt, bl.a. som følge af øget forbrug og øget tilslutning fra store elforbrugskunder. Udviklingen medfører samtidig et endnu større behov for massive investeringer i vedligeholdelse og udbygning af elnettet, hvor koncernen i 2024 investerede mere end nogensinde.

På Kundeløsninger lykkedes det i et stigende konkurrencepræget marked at øge kundebasen og driftsresultatet. Væksten blev særligt drevet af kundevækst inden for e-mobilitet og fibernet. Som følge af lavere elpriser end i 2023 faldt omsætningen.

Skærpet fokus på omkostninger skal styrke bundlinjen 

Det er glædeligt, at vi får flere kunder i forretningen, og i 2024 manifesterede Andel sin position som markedsleder med i alt 3,2 mio. kundeforhold. Men det er også en position, vi hele tiden skal sørge for at få det optimale ud af. 

Vi står i Andel ikke op om morgenen med et overordnet formål
om at jagte store overskud, men for at løfte et samfundsansvar. Ligesom vi har gjort i mere end 100 år. 

Ikke desto mindre går evnen til også at gøre det de næste 100 år
uløseligt hånd i hånd med evnen til konstant at opretholde koncernens finansielle robusthed. 

I lyset af et første halvår, hvor koncernens resultat blev påvirket negativt af eksterne faktorer som varierende energipriser og høje materialepriser offentliggjorde vi sammen med Andels halvårsregnskab et skærpet fokus på koncernens omkostninger.

Dette fokus fastholder vi i de kommende år. Sammen med stigende omsætning i flere datterselskaber, stigende driftsindtjening og udnyttelse af synergier på tværs af koncernen skal det styrke bundlinjen, så Andel også på lang sigt kan blive ved med tage
ansvar for en grønnere fremtid. 

Fortsætter kampen mod en grønnere fremtid 

For Andels vision og mission er netop at skabe energi til at leve livet ved at være hinandens bedste forbindelse i kampen for en grønnere og mere digital fremtid for alle. 

2024 viste, at det i sandhed er en kamp. Ikke noget, der kommer af sig selv. Det blev sværere for os at placere investeringer i vedvarende energiproduktion i det tempo, vi for kort tid siden forventede ved lanceringen af investeringsplanen. 

Vores tilstedeværelse i hele værdikæden fra produktion til slutkundesalg giver os imidlertid gode muligheder for at agere med øget fokus på områder, der understøtter den fleksibilitet og det forbrug, der skal til for igen at øge efterspørgslen på ny vedvarende energiproduktion. 

Uanset udfordringernes størrelse fortsætter vi kampen med et stærkt fokus på at placere investeringerne, så de skaber mest mulig grøn omstilling for pengene. Til gavn for vores andelshavere, vores kunder og samfundet omkring os. 

Mange tak til medlemmerne af Andels repræsentantskab for igen i 2024 at understøtte, at Andel kæmper aktivt for en grønnere fremtid. Og mange tak til de mere end 2.900 kolleger, der knokler løs for at realisere ambitionerne. 

Der er i allerhøjeste grad brug for jeres utrættelige indsats, når vi igen i år forventer at skrue op for koncernens investeringer fra 4,8 mia. kr. i 2024 til omtrent 5,3 mia. kr. i 2025. 

Vi står sammen om at tage ansvar. 

I medvind, modvind og alt derimellem. 

Svinninge, den 26. marts 2025

Bart Gyldenløve Roetink, bestyrelsesleder
Jesper Hjulmand, Group CEO