Selskabsledelse

Dataetik

Lovpligtig redegørelse for politik for dataetik i Andel-koncernen 2024

Andel-koncernen behandler omfattende datamængder, og digitaliseringen i samfundet giver anledning til en række etiske overvejelser i vores håndtering af data samt
anvendelse af nye teknologier, algoritmer mv.

Redegørelsen for politik for dataetik indgår som en del af ledelsesberetningen for Andel A.m.b.a. Politikken favner de af koncernens 100% ejede samt kontrollerede datterselskaber, der enten selv er omfattet af årsregnskabslovens §99d eller som af koncernen er vurderet til at være af betydelig karakter. Dette kan være baseret på mængden af data selskabet behandler, eller hvis selskabet har en stor kontaktflade til interessenter. Kontrollerede datterselskaber har mulighed for at udarbejde egen politik for dataetik, dog forudsat at den selvstændige politik som minimum efterlever koncernens politik for dataetik. De af Andel-koncernens kontrollerede datterselskaber, som har tilsluttet sig koncernens politik for dataetik, henviser til nærværende redegørelse i datterselskabets ledelsesberetning.

I det følgende redegøres for Andel-koncernens arbejde med dataetik i regnskabsperioden 01.01.2024-31.12.2024.

Forankring og politikkens anvendelse

Med over 400.000 andelshavere, 3,2 mio. kundeforhold og mere end 2.900 medarbejdere behandler Andel-koncernen omfattende datamængder. Samtidig giver digitaliseringen i samfundet anledning til en række etiske overvejelser i håndteringen af data samt anvendelse af nye teknologier, algoritmer mv. Vi er bevidste om det ansvar, der medfølger ved databehandlingen, og stræber aktivt efter at sikre, at dette sker på ansvarlig vis i overensstemmelse med vores værdier som andelsselskab.

Andel-koncernen har i 2024 ajourført vores politik for dataetik. Politikken fastsætter principperne for koncernens dataetiske adfærd og beskriver retningslinjerne for en etisk, ansvarlig og gennemsigtig databehandling og -anvendelse. Politikken omfatter alle koncernens medarbejdere og alle datadrevne processer.

Andel-koncernens politik for dataetik baserer sig på nedenstående fire leveregler:

  • Vi udviser samfundsansvar
  • Vi sætter individet i centrum
  • Vi behandler data sikkert og pålideligt
  • Vi er vores ansvar bevidst

For at intensivere det samfundsansvarlige arbejde med dataetik nedsatte Andel et koncerninternt Dataetisk Råd i 2023. Rådet er et forum, hvor koncernens selskaber drøfter etiske overvejelser om databehandling, anvendelse af nye teknologier og etiske dilemmaer relateret hertil. Det er ligeledes rådets opgave at sikre forankring ud i forretningen, og at arbejdet med dataetik bliver operationaliseret i praksis.

Rådet har i 2024 arbejdet på at få udbredt kendskabet til dataetik i koncernens selskaber via målrettet information. Endvidere er der ansat en dataetisk koordinator i koncernen som skal bidrage med at sikre fokus på og indsigt i det dataetiske arbejde fremadrettet.

Behandling af data og datatyper

Andel-koncernen anvender forretningsrelevante datatyper for at servicere kunder, forbedre energiprodukter og for at sikre opretholdelse af vores forpligtelser samt optimere driften af kritisk infrastruktur. Data anvendes desuden til forretningsrapportering og medarbejderhåndtering.

Datatyperne omfatter primært stamdata om kunder, forbrugsdata, data om infrastruktur og oplysninger vedrørende aftaler/abonnementer, leverings- og betalingsoplysninger og kollektive adfærdsdata fra de digitale løsninger, som Andel-koncernen stiller til rådighed. Andel-koncernen gør også brug af medarbejderdata som stamdata, oplysninger vedrørende løn/vilkår samt kønsfordeling.

Al databehandling skal sikre overholdelse af lovmæssige forpligtelser, opretholdelse af aftaler med kunder og hensynet til den enkelte. Således indsamler, opbevarer og behandler Andel-koncernen ikke data ud over, hvad der er nødvendigt for at levere koncernens kerneydelser.

Tredjeparters databehandling

Andel-koncernen videregiver ikke personoplysninger om kunder, andelshavere, samarbejdspartnere, medarbejdere eller bestyrelsesmedlemmer, uden det er påkrævet ved lov, eller der er sikret lovligt grundlag for det.

Anvendes tredjepartsleverandører til at varetage databehandlende funktioner på vegne af Andel-koncernen, sikres overholdelse af gældende lovgivning, politikker og bestemmelser med en kvalitativ risikovurdering af leverandøren forud for aftaleindgåelse og løbende igennem samarbejdet. Der indgås databehandleraftaler til regulering af samarbejdet og parternes forpligtelser.

Nye teknologier og algoritmer

I Andel-koncernen integreres ny teknologi, herunder også kunstig intelligens (AI), når det vurderes, at teknologien er til gavn for kunden, koncernen eller de myndighedsområder, som vi er underlagt. Dette kommer f.eks. til udtryk, når geografiske områder skal udvælges til etablering af ladestationer til elbiler, når forudsigelse af brugeres elforbrug understøtter målsætninger om vedvarende energi, eller når forsyningsnettets belastning skal analyseres for at identificere behov for at blive udbygget på baggrund af fremtidige forbrugsvaner.

AI-systemer risikovurderes i forhold til informationssikkerhed og persondatabeskyttelse på samme måde som alle andre IT-værktøjer, vi anvender i Andel-koncernen. Derudover risikovurderes AI-systemer for at sikre ansvarlig brug i overensstemmelse med EU’s AI-forordning.

Andel-koncernen fortsætter med at teste muligheder for øget brug af kunstig intelligens i 2025, herunder hvilke muligheder og risici teknologien åbner op for.

Personalisering og segmentering

Andel-koncernen behandler data med det formål at segmentere og tilpasse koncernens produkter og tjenester. Dette sker for at skabe værdi for kunder, medarbejdere og andre interessenter. Andel-koncernen stræber efter at bruge teknologier, der ikke har diskriminerende konsekvenser, og som er i overensstemmelse med koncernens dataetiske leveregler og princip om at placere individet i centrum.

Et konkret eksempel på dette er i Andel Energi, hvor der er implementeret personalisering i appen “Mit Andel Energi.” Her får brugerne skræddersyede beskeder, der hjælper med at flytte energiforbruget til de billigste og mest klimavenlige perioder. Desuden benyttes datasegmentering til at forstå de individuelle behov hos kunderne og øge forståelsen for de faktorer, der påvirker deres beslutningsprocesser. Personalisering understøtter her muligheden for en mere målrettet kommunikation til de forskellige kundesegmenter og dermed en mere relevant og værdiskabende dialog.

Fokusområder for 2025

Andel-koncernen vil i 2025 intensivere indsatsen for at øge medarbejdernes kendskab til dataetik og de relaterede leveregler, så flere bliver bevidste om ansvarlig databehandling i hverdagen. Derudover vil vi, grundet den stigende mængde af data samt anvendelse af nye teknologier og algoritmer, fortsat have fokus på etisk anvendelse af kunstig intelligens for at sikre retfærdighed og transparens. Herudover vil vi undersøge tematikker som fx ’Etik by design’ med henblik på at styrke den etiske tilgang til behandling af data.